|
1.
Hvor jord og himmel mødes, dér
får Guds ånde krop. Gud
skaber, livet fødes, og
kærlighed står op, som
først i tidens dagning, som
i et påskegry, som
sidst ved tidens skumring, når
Gud vil alt forny. 2.
Her mødes jord og himmel i
hver en fødselsseng, i
skaberværkets vrimmel, i kromosomets streng. Hvor
blot Guds skaberglæde en
sprække finde kan, dér
er Guds Ånd til stede i syndens klippeland. 3.
Her mødes jord og himmel: Guds
ord på jævne sprog. Det
renser gammelt skimmel af
mørkest hjertekrog, og
kalder os til livet i
sandhed, lys og håb. Gud
har sig selv os givet i
Jesu påskedåb. |
4.
Her mødes jord og himmel i
dåbens skillevand, hvor
dødens slugt så svimmel opsluger,
hvad den kan, men
Kristus tar ved hånden og
rejser hver, som tror, så
atter Helligånden får krop på denne jord. 5.
Her jord og himmel mødes ved
Kristi spisebord. Med
brød og vin vi nødes, men
smager livets ord: Gud
selv er i vor midte så nær som brød og vin. Hans
kærlighed skal smitte den
jord, han kalder sin. 6.
Gud, lad da himlen møde dén jord i vore skridt. Hvorfor
skal verden bløde, når du har blødt og lidt? Gud,
lad hver dag din ånde få
krop i os, som tror. Lad
os gå dig til hånde som
Kristi krop på jord. Søren P. Grarup
1995/96. |
||
|
|
|
||
|
|
|||